Bangkok: EAT ME – Altid en fornøjelse

EAT ME - God restaurant i Bangkok

Det var nogle travle dage i Bangkok, men heldigvis blev der tid til at smage på noget af al den gode mad. Man behøver sjældent gå længere end til næste gadehjørne, før der dukker en bod op, hvor man kan købe de lækreste nudler, salater eller grillspyd til 20-50THB, så det kan derfor være yderst svært at motivere, hvorfor man skal betale 50 gange mere for at spise på en rigtig restaurant. Det skal med andre ord være rigtig godt, før jeg forflytter mig fra plastikstolen ude på fortovet og ind til et nydeligt dækket bord med a/c og vinmenu.

Et af de steder, som jeg gerne lægger mine baht, er EAT ME, som efter min mening er en af de allerbedste restauranter i Bangkok. Her går maden og atmosfæren op i en højere enhed godt hjulpet på vej af det fantastiske personale, der med humor og et glimt i øjet sørger for, at man som gæst føler sig rigtig godt tilpas.

Det er nogle år siden jeg sidst besøgte EAT ME, men der var heldigvis ikke meget, der havde forandret sig. Der var stadigvæk lige propfyldt med glade gæster og ham den vestligt udseende fyr (som jeg mistænker er ejeren), gik rundt mellem bordene og småsnakkede med gæsterne, ligesom sidst jeg var der.

Mange af retterne kunne jeg også genkende fra forrige besøg, og jeg var meget fristet til at tage det der sprøde andelår med lufttørret skinke, som jeg fik sidste gang, men besluttede mig i sidste sekund for i stedet at bestille to forretter og en dessert. Den første ret var en kold avocadosuppe med krabbekød, som er noget af det bedste jeg har spist i lang tid. Det er sjældent man kan få krabber på restauranterne i Danmark, så da et helt lille bjerg med krabbekød dukkede op på min tallerken i skøn forening med cremet avocado, kom jeg hurtigt i mad-nirvana.

Den anden ret var gravad laks, med laks fra Tasmanien som smagte rigtig godt. Den var lige tilpas salt og sennepssaucen smagte faktisk som den, vi plejer at spise til gravad laks i Skandinavien. Desserten var jeg spændt på, for det var noget så utraditionelt som en salat med frisk kokos, hindbær og granatæblesirup. Jeg ved ikke, hvordan man kommer på sådan en dessert, men den var rigtig lækker og med alle de sunde ingredienser fortrød jeg næsten, at jeg ikke havde bestilt to.

Når man læser om finere restauranter i Bangkok, er det ofte kun hotelrestauranter som omtales. Det kan til en vis grad forsvares, eftersom mange af de rigtig gode restauranter ligger i byens hoteller. Dog er mad efter min mening meget mere end kombinationen af kulhydrater, protein og stivelse, og god restaurantkarma er meget mere end dæmpet jazz og dyre, mørke designermøbler.

EAT ME er ikke en hotelrestaurant eller en international kæde, men helt sin egen og stedet emmer af sjæl, dufter af god mad og smager af lækre cocktails.

EAT ME ligger nede af en mørk sidegade til Convent Rd. og er også et galleri hvor lokale og internationale kunstnere løbende udstiller. Derudover er der også en bar, så man både kan få sig en before- og after dinner cocktail.

Læs mit blogindlæg om en af de andre gange jeg besøgte EAT ME >>

Min guide til Bangkok


EAT ME, 20 m off Convent Rd. (in Soi Pipat 2), Silom, Bangkok, Tel: 02-238-0931, Nearest BTS: Sala Daeng

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Shop

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bangkok

Mitzie Mee Shop