Hvor skal man spise i Las Vegas? – Mine favoritter 2023

Hvor skal man spise i Las Vegas? - Mine favoritter

Las Vegas har et fantastisk udvalg af restauranter, og jeg er vildt imponeret over hvordan det er lykkedes dem at klemme så mange spisesteder i verdensklasse ind på så begrænset et område, som The Strip jo faktisk er.

Her finder man kendiskokkenes fancy restauranter side om side med alverdens fastfood-kæder og buffeter så store, at man må tage GoogleMaps til hjælp for at finde vej. Der er noget for enhver pengepung og ethvert smagsløg, men er man på udkig efter en mere autentisk oplevelse, bør man vove sig væk fra The Strip og hen til nogle af de super cool steder, hvor alle de lokale spiser.

Her er min liste med mine yndlingsrestauranter lige nu. Nogle af dem er gamle favoritter, mens andre er nye fund, men alle sammen har de et eller andet specielt, der gør, at de skiller sig ud fra mængden:

NoMad Library

$$$$$

NoMad Library ligger inde i det nye, fancy NoMad Hotel. Restaurantens koncept minder om det originale NoMad Library i New York, med hylder fyldt med bøger og vintageting langs væggene, samt en lidt dunkelt, men yderst elegant, atmosfære. Signaturretten på NoMad Library er deres lækre helstegte kylling som er fyldt med citron, rosmarin, parmesan og brioche. Kyllingen har lækkert, sprødt skind og mørt, saftigt kød og serveres sammen med en velsmagende sideret, bestående af chorizo, safran-ris og svampe. Der er nok til 2-3 personer (og hvis man kun er to personer, der deler, skal man ikke bestille andet end kyllingen, da det er en virkelig stor portion).

NoMad Library, NoMad Las Vegas

Best Friend

$$$

Best Friend inde i Park MGM, er kendiskokken Roy Chois trendy, mexicansk-koreanske restaurant. Menuen byder på et udvalg af forskellige små retter, tacos og større hovedretter, alle med et koreansk-mexicansk twist. En af de mest populære retter er Kogi Short Rib Tacos, som er lavet med braiserede short ribs (ved ikke hvad det hedder på dansk), kimchi og salsa roja, og pakket ind i en varm tortilla. Superlækkert!

Restauranten er farverigt indrettet med neon-skilte, og der er festmusik og masser af partyvibe, hvilket gør Best Friend til et oplagt sted at starte en aften i byen i Las Vegas.

Best Friend, Park MGM, Las Vegas

Scarpetta

$$$$$

Fantastisk italiensk restaurant i lækre omgivelser på Cosmopolitan. Indretningen er mørk og i weekenden summer restauranten af party-stemning. Menuen byder på hjemmelavede pastaretter, fisk og skaldyr samt diverse retter med kød. En af de mest populære retter er spaghettien med tomat- og basilikumsauce, men jeg kan også varmt anbefale deres Polenta Cremosa. De plejede at have ravioli med marv på menuen, og det er en af de bedste pastaretter, jeg nogensinde har smagt, men jeg gik ind på deres hjemmeside for at tjekke, og den er der desværre ikke længere.

Cocktail Hour daily at 5:30pm-7pm with $8 small bites and pasta + $7 select wine and beer

Scarpetta, The Cosmopolitan, Las Vegas

Tacos El Gordo

$

Lige nord for Wynn/Encore finder man evigt populære Tacos El Gordo, hvor man får de lækreste, autentisk mexicanske tacos til billige penge. Mens indvolde og tunge måske ikke er for alle, så har jeg endnu ikke mødt nogen, der ikke kunne lide deres Adobada tacos, så det er den man skal bestille, hvis man er i tvivl.

Mit blogindlæg om Tacos el Gordo >>

Tacos El Gordo, 3049 S Las Vegas Blvd, Las Vegas

Eggslut

$$

Eggslut er nok et af de mest populære morgenmadssteder i Las Vegas, og har man ikke noget imod at vente en lille times tid i kø, så er det her, man skal hen. På Eggslut finder man alle mulige lækre morgenmadsretter med æg, men den mest berømte er nok deres The Slut, som er et dampet æg serveret i et glas med kartoffelmos, og brød, til at dyppe i ægge-kartoffelmassen. Køen er lang, men jeg synes faktisk det er ventetiden værd.

The Slut er superlækker, men ikke særlig mættende, så hvis du er meget sulten, skal du nok bestille to, eller overveje også at bestille en af deres morgenmadssandwich.

Eggslut, The Cosmopolitan, Las Vegas

Gordon Ramsay Burger

$$

Jeg ELSKER burgerne på Gordon Ramsay Burger. Ja, køen er lang og nej, man skal nok ikke gøre sig håb om at se Gordon R himself, men burgerne er vanvittigt gode. Min favorit plejede at være The Chanterelle Burger, men den er ikke på menuen længere, så nu er American Burger min nr. 1.

Mit blogindlæg om mit første besøg på Gordon Ramsay Burger (dengang restauranten hed Gordon Ramsay BurGR) >>

Gordon Ramsay Burger, Planet Hollywood, Las Vegas

Raku og Sweets Raku

$$$

Har man mod på at bevæge sig lidt væk fra The Strip, så har Chinatown i Las Vegas nogle rigtig gode restauranter. En af dem er Raku, som jeg prøver at besøge, hver gang jeg er i Las Vegas. Raku er faktisk to søsterrestauranter, Raku Grill og Sweets Raku, men det er primært Sweets Raku, der er løbet med al opmærksomheden og det kan man egentlig godt forstå, for deres desserter er helt exceptionelle. Dog fortjener Raku Grill også sin andel spotlight, for de gør det faktisk også rigtig godt. Fokus er primært på robata (japanske grillspyd), men restauranten har også et rigtigt godt udvalg af japanske småretter, og deres agedashi-tofu er fantastisk.

Mit blogindlæg om Sweets Raku >>

Mit blogindlæg om Raku >>

Raku og Sweets Raku, Asian Plaza, Spring Mountain Road, Chinatown, Las Vegas

Bacchanal

$$$$

Min yndlingsbuffet I Las Vegas skal selvfølgelig også med på denne liste. Maden er appetitligt anrettet i denne gigantiske buffet, og der er meget, der lokker. Skaldyrsafdelingen kunne sagtens være den bedste blandt buffeterne i Las Vegas, men al maden holder bemærkelsesværdig høj standard.

Mit blogindlæg om de bedste buffeter i Las Vegas (ifølge mig:)) >>

Bacchanal, Caesars Palace, The Strip, Las Vegas

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Reklame – Book dit hotel i Las Vegas her:

Sanne Møller, Mitzie Mee

Mitzie Mee Shop - Koreansk Hudpleje

Jeg har altid været interesseret i makeup og hudpleje, og da jeg ofte besøger Korea, fik jeg tidligt øjnene op for K-Beauty. Sydkorea har satset rigtig meget på forskning og generelt været gode til at støtte de koreanske beauty brands, og landet er i dag helt fremme i feltet indenfor hudpleje og skønhedsprodukter.

Her i Mitzie Mee Shop finder I et nøje udvalgt sortiment af produkter. Jeg er uddannet læge, så jeg har en god basis for at kunne evaluere de forskellige ingredienser og virkningsmekanismer, og jeg anbefaler kun produkter, som jeg selv har prøvet og kan stå inde for.

Har du spørgsmål til produkter eller ingredienser? Send mig en mail på: beauty@mitziemee.dk 

Interesseret i Sydkorea? Så finder du min blog om Sydkorea her >>

Koreansk Hudpleje