København: Grød på Jægersborggade

Grød, København

At overtale sine venner til at tage med ud at spise, lyder måske ikke så svært, men prøv så at tilføje, at den restaurant du har i tankerne kun serverer grød *massivt mandefald og en storm af dårlige undskyldninger*.

Selvom grød historisk set altid har været en integreret del af det skandinaviske køkken, så har spisen tilbragt de seneste årtier i  den kulinariske skammekrog i selskab med ostemadder og dåseærter. De sidste par år er grøden dog kommet stærkt tilbage og en af de hotteste caféer i København lige nu er Grød, der som navnet antyder, kun serverer grød.

Jeg aner ikke, hvordan man lykkes med at gøre sådan en klæbrig, ofte grå, substans til noget smart, men jeg var nysgerrig efter at finde ud af det. Faktisk har jeg de sidste mange måneder gerne villet besøge Grød, men først i sidste uge lykkedes det mig at overtale en af mine veninder, Stine, til at joine mig.

Grød ligger på livlige Jægersborggade på Nørrebro, og de få borde, der findes i det mikroskopiske lokale kan ikke reserveres på forhånd. Dog styrtregnede det den aften vi tog på Grød, så det var ikke noget problem at få en siddeplads.

Vi bestilte ved kassen og ventede i spænding på vores grød. Jeg skulle et smut på toilettet, som viste sig at ligge i en bygning et godt stykke længere nede af gaden, så da jeg kom tilbage, var maden serveret.

Jeg havde bestilt bygotto (en nordisk version af risotto med perlebyg i stedet for Arborioris) med østershatte og parmesan. Risottoreferencerne var allestedsnærværende, og hvis jeg havde spist bygottoen med bind for øjnene, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have været i stand til at smage forskel. Retten var cremet og enormt delikat og portionen så stor, at jeg på halvvejen begyndte at tvivle på, om jeg ville være i stand til at spise op. Det hele røg dog ned, men mine planer om en dessertgrød at slutte af på blev skrinlagt. Stine havde bestilt congee (en asiatisk grød på ris) med kylling, ingefær og peanuts. Det var en ret anderledes smagsoplevelse, men på den gode måde, og hun var tilfreds med sit valg.

Grød serverer ikke alkohol, så Stine og jeg købte hver sin flaske økologisk saft. Den var der i og for sig ikke noget galt med, men i løbet af måltidet strejfede tanken om en kold øl os flere gange. Den søde frugtdrik passede nemlig ikke særligt godt til grøden, og i mangel af bedre, tror jeg faktisk at et glas almindeligt postevand ville have været at foretrække.

Jeg skal ærligt tilstå, at jeg havde forventet at Grød ville være et af de steder, man besøger en enkelt gang, mest for at kunne fortælle sine venner, at man har været der (lidt ligesom at spise græshopper i Kina) men den der bygotto fik mig for alvor hooked på grød igen. Jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at både Grød og grød ikke bare er en døgnflue, men noget, som er kommet for at blive.

Læs mere om mad og restauranter på min blog om København


Grød, Jægersborggade 50, kld. tv, 2200 København N

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

  • Fresh! er et fint lille spa i Ubud. Her har man specialiseret sig i behandlinger med ingredienser fra naturen, og dette koncept har hjulpet Fresh! med at opbygge en solid …

  • Når man rejser med sine foodie-venner har mad og restauranter første prioristet, så allerede inden vi ankom til San Francisco havde vi en grov skitse over hvad vi skulle spise, …

  • Sidst jeg var i Norge for at besøge AC foreslog hun, at vi tog ud for at fiske makrel. Det lød jo spændende, og vejret var fint, så efter morgenmaden …

Mitzie Mee Shop