Los Angeles: ArcLight Cinemas – Sex and Vampires in the City

by Sanne

Alexander Skarsgård, ArcLight Hollywood, Los Angeles

 

Da jeg var i Los Angeles i 2010 med Trine, tog vi en aften i ArcLight Cinemas på Sunset Blvd. for at se Sex and the City 2, som havde premiere i USA på det tidspunkt. Ved indgangen var en større skare teenagepiger i fuld krigsmaling forsamlet, og securityfolk måtte kæmpe hårdt for at holde pigerne på den rigtige side af den provisorisk opstillede afspærring.

Vi spurgte hvad grunden var til opstandelsen og en eksalteret teenager med rullende øjne skreg, at ham, som spillede den nye vampyr fra True Blood, ville dukke op indenfor meget kort tid.

Det viste sig at holde stik, for pludselig råbte alle på “Alex,” og en høj ung mand (uden hugtænder) dukkede op.  Selvom hverken Trine eller jeg vidste hvem Alex var, blev vi grebet af stemningen og med Canon-kameraet i højeste hug, sikrede vi os en pæn mængde billeder af vampyren.

Efter at have set SATC 2, ville vi afslutte aftenen med et par cosmopolitans, men desværre var 7Eleven det eneste sted, der havde åbent på vej tilbage til vores hotel. Vi blev hurtigt enige om, at det ville være blasfemi at skylle sådan en film ned med dåseøl, så i stedet gik vi hjem i seng.

Trine er yderst velbevandret i alt, hvad der hedder sladder om både A, B og C-kendisser, og i løbet af vores uger i Los Angeles lykkedes det hende blandt andet at identificere salonen, som ejes af frisøren, der klipper Jessica Simpson samt restauranten, hvor dem fra The Hills spiser sushi og en masse andre steder, som helt sikkert ville være nævnt, hvis Se & Hør fik for sig at udgive en rejseguide til LA.

Jeg er mest imponeret over hvordan hun kan holde styr på alle detaljerne. Søster Trine er nemlig ikke bare fuldt opdateret med hvem der pt. er kæreste med hvem, men også alle ekskærester og ekskæresters ekskærester!

Kilden til Trines viden er en evig strøm af sladderblade, som hun fortærer råt sammen med sin nye yndlingssnack, Beef Jerky, og det var også efter nærmere gennemgang af disse blade nogle dage senere,  at hun kunne informere mig om, at vampyr-fyren vi så, rent faktisk var ingen mindre end Alexander Skarsgård, en svensk skuespiller som i tillæg til flere nye Hollywoodfilm desuden har været med i den svenske version af ’Hvide løgne’….stort!