Los Angeles: Grand Central Market – Et paradis for foodies

august 18, 2015

Grand Central Market, Los Angeles

 

Jeg har besøgt Los Angeles mage gange, men det var først for nylig, at jeg fik øjnene op for DTLA (Downtown LA). Selvom hotellerne Downtown ofte er både flotte og billige, så har Downtown haft et lidt blakket rygte og har ikke føltes så sikkert som fx West Hollywood, Hollywood og Beverly Hills, som er de områder i Los Angeles, hvor jeg ellers foretrækker at bo.

Derudover boede Poul på et hotel i Downtown med nogle venner engang, og de havde en ret ubehagelig oplevelse, hvor de blev forfulgt af en bande, som forsøgte at trænge dem op i en snæver blindgyde. Heldigvis lykkedes det ikke og Poul + venner kom hjem i god behold, men det pyntede ikke ligefrem på mit indtryk af området.

Der er dog sket meget de seneste år, og DTLA er gået fra at være ret dødt og skummelt efter solnedgang til at være fuld af liv og glade dage, og jeg kunne sagtens forestille mig at booke hotel i området i dag.

Selvfølgelig vil der altid være nogle områder, som ikke er så hyggelige (jeg endte midt i Skid Row en aften ved en fejltagelse, det kan ikke anbefales), men generelt føles det ok sikkert.

Et af mine yndlingssteder Downtown er Grand Central Market. Det stammer helt tilbage fra 1917 og det er et sandt foodie-paradis. Sammenlignet med Farmers Market ved The Grove, som også er et populært marked i LA, så synes jeg Grand Central Market virker både større og mere autentisk, og udvalget af madboder er uden tvivl bedre end på Farmers Market. Frisk frugt og grønt kan købes til røverpriser (hvad siger I til 3 avocadoer for 1$?) og duften er fortryllende. Jeg tror de fleste, der går forbi boderne med farvestrålende frugt og grøntsager, kunne overveje at blive vegetar, i hvert fald lige indtil man opdager de mexicanske madboder. Så skynder man sig selvfølgelig at trække alt tilbage og bestiller to carnitas tacos.

 


Grand Central Market, 317 S Broadway, Downtown, Los Angeles