New York: Zabb Elee (LUKKET) – Autentisk Thaimad i East Village

Zabb Elee, New York

Update: Zabb Elee er desværre lukket

Efter 3 uger i Burger Land aka USA, havde jeg lyst til noget med lidt mere bid i, så jeg besluttede mig for at prøve Zabb Elee  East Village. Jeg havde gået forbi Zabb Elee flere gange tidligere, men jeg havde aldrig følt nogen større lyst til at bevæge mig indenfor før denne dag. Jeg tror det var løftet om ”Authentic Isan Thai Cuisine” der gjorde udslaget, for hvis man er bekendt med det thailandske køkken, så ved man også, at Isan (en region i det nordlige Thailand) er lig med masser af stærk mad i form af lækre salater og dipsaucer.

Det første jeg lagde mærke til, efter at jeg var kommet indenfor, var det store skilt med Michelin-stjernen, som hang i entréen. Nu er der jo ikke noget unormalt i at Michelin-restauranter gerne vil vise sine stjerner frem, men på baggrund af Zabb Elee’s meget anonyme, borderline kedelige, front, havde jeg ikke forventet af se sådan én der.

Restauranten så dog noget pænere ud indvendigt. Møblementet var standard hvid læder/mørkt træ men gulvet var et smukt klinkegulv, som gjorde rigtig meget for det overordnede indtryk af lokalet.

Menuen var en slags mappe med laminerede sider med billeder af maden, og de fleste retter kostede omkring 9-15$ hvilket var væsentligt billigere, end jeg havde forventet, efter at jeg havde fået øjet på Michelin-stjernen.

Backstreet Boys spillede i baggrunden, og til tonerne af ”Quit playing games (with my heart)” tog en flink ung mand imod min bestilling, larb med kylling og grillet gris. Der var to slags grillet gris, og jeg havde egentlig besluttet mig for den almindelige i skiver, men tjeneren tøvede med at skrive min bestilling ned, og gav mig i stedet for et ”Er du nu også sikker på det?”-blik. ”Kan du lide kød med meget fedt?” spurgte han mig, og nikkede for sig selv, som om han allerede kendte svaret. Jeg gav ham ret, og han foreslog derefter, at jeg bestilte grillet svinenakke i stedet, og det lød jo som en god idé. Jeg er en sucker for asiatiske udskæringer med ultra-meget fedt og ikke så meget kød. Det er helt sikkert noget, man skal vænne sig til, hvis man er vokset op med magre danske udskæringer, og det er med garanti ikke særligt godt for vægten, men der er altså sindssygt meget lækkerhed i det fedt.

På Zabb Elee var grisen grillet helt perfekt uden at forkulle kødet, og dipsaucen ved siden af var så god, at jeg kunne have spist den som suppe.

Da jeg bestilte, spurgte tjeneren, hvor stærk jeg ville have min larb. Jeg kan godt lide stærk mad, men jeg er kun til thai-stærk efter et par dages tilvænning, så jeg bad om ”medium spicy”, og det fik jeg. De enkelte elementer i larb-marinaden er smagsmæssigt stærke sager, og hvis de ikke er perfekt balanceret, bliver det let enten for sødt eller for salt (for ikke at tale om for stærkt), men på Zabb Elee sad den lige i skabet.

Der er masser af thairestauranter i New York, men mange af dem er enten drevet af ikke-thaier (og derfor sjældent autentiske) eller drevet af thaier, som er alt for ivrige efter at please de amerikanske ganer og som derfor skruer ned for både smag og styrke.

Zabb Elee er ikke nogen fancy restaurant, og der er ingen avancerede fusionsretter eller Zen-dekoration med buddhastatuer og røgelsespinde. I stedet er thaimaden det bedste og mest autentiske, jeg har smagt i New York (og jeg har smagt meget). Faktisk vil jeg vove at påstå at Zabb Elee smagsmæssigt endda er bedre end mange af de restauranter, som jeg har besøgt i Thailand, og der er ingen tvivl om, at de har fortjent deres Michelin-stjerne.

Min blog om mad og restauranter i New York

Opdatering 2017: Zabb Elee mistede deres Michelin-stjerne igen i 2016. restauranten ændrede også navn i 2016 og hedder nu Zabb Ver. Jeg var forbi i starten af juli 2017 og desværre er det gået ned ad bakke for restauranten. Selvom de forsikrede mig om at kokken stadigvæk var fra Thailand, så smagte maden ikke længere autentisk thai, og jeg kan derfor ikke anbefale restauranten længere. 

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

New York City

Reklame – Book dit hotel i New York her:

Mitzie Mee Shop