Santa Monica Pier: Funnel cake og mystiske fugle

by Sanne

Santa Monica Pier

 

Da vi var i Los Angeles, kørte vi ned til Santa Monica Beach en af dagene. Vejret var fantastisk, så vi brugte nogle timer på at dase på stranden, før vi gik op på Santa Monica Pier, hvor jeg så et sted, der solgte funnel cake. Funnelcake smager lidt ligesom jeg tror friteret æbleskivedej ville smage. Man kan spise funnel cake som den er med et drys flormelis, men når man nu alligevel er i gang med det helt store kalorieparty, så kan man sætte prikken over i’et og bestille en ordentlig gang softice ovenpå. Det var lige præcis hvad vi gjorde, og hold op hvor smagte det godt.

Bagefter tog vi os en tur i pariserhjulet, som er Santa Monica Pier’s vartegn. Udsigten fra toppen af hjulet er rigtig god, så vi fik knipset en masse billeder.

Da vi senere gik nede ved stranden troede vi, at vi var vidner til et unikt ornitologisk øjeblik, da vi så nogle måger omgivet af masser af små fugle, som vi var overbevist om var mågeunger. Da jeg kom hjem og viste mine forældre billederne, kunne de dog informere mig om, at det ikke var mågeunger vi havde set, men en anden slags fugle (har allerede glemt, hvad de hedder), som fræser rundt sammen med mågerne nede på stranden.

 

 

Flere indlæg